Skal du optage dit onlinekursus hjemme eller i et studie?
Et onlinekursus kan både optages hjemme og i et professionelt studie. Det rigtige valg afhænger blandt andet af udstyr, budget og hvor omfattende produktionen skal være.
Du behøver ikke et professionelt studie for at lave et godt onlinekursus
Hvis du skal optage et onlinekursus, er et af de første praktiske spørgsmål, hvor optagelsen skal foregå.
Skal du booke et professionelt studie, eller kan du lige så godt sætte et kamera op hjemme i stuen eller på kontoret?
Svaret afhænger i høj grad af, hvilket kursus du skal lave, hvor meget du vil investere i produktionen, og hvor professionelt et setup du har adgang til i forvejen.
Her hos CPH Content Creators producerer vi onlinekurser for virksomheder i vores studie i København, men vi mener bestemt ikke, at alle onlinekurser behøver at blive optaget i et studie.
Du kan komme rigtig langt hjemmefra. Men der er nogle situationer, hvor et professionelt setup kan gøre produktionen væsentligt lettere.
Fordelen ved at optage dit onlinekursus hjemme
Den mest åbenlyse fordel ved at optage hjemme er selvfølgelig, at du ikke skal betale for et studie.
Hvis du allerede har en nyere telefon eller et kamera, kan du komme i gang med relativt lidt ekstra udstyr.
Et stort vindue kan fungere som lyskilde. En trådløs mikrofon eller USB-mikrofon kan sørge for lyden. Et simpelt stativ kan holde kameraet på plads.
Så har du faktisk allerede et grundlæggende setup til onlinekursus optagelse.
Hvis du løbende skal producere nye kursusvideoer, kan det være en endnu større fordel at have dit eget setup. Så kan du optage en ny video, når du har brug for det, uden først at skulle booke en produktionsdag.
Byg et fast setup, hvis du vil optage selv
Hvis du vælger at lave dit videokursus hjemme eller på kontoret, ville vi forsøge at gøre dit setup så plug and play som muligt.
Det er et princip, vi selv arbejder meget med.
Hvis kameraet kan blive på stativet, mikrofonen ligger klar, og lyset allerede har sin faste placering, bliver det langt lettere at optage.
Hvis du derimod skal finde kameraet frem fra et skab, bygge lyset op, finde kabler og flytte møbler hver eneste gang, kan selv en kort kursusvideo pludselig kræve en del forberedelse.
Et fast hjørne på kontoret kan derfor være mere værd end en masse ekstra udstyr.
Jo nemmere det er at tænde kameraet og begynde at optage, desto mere realistisk er det også, at setup'et bliver brugt.
Hvornår begynder et studie at give mening?
Et professionelt studie bliver især interessant, når produktionen begynder at kræve flere elementer.
Det kan eksempelvis være, hvis du gerne vil optage med flere kameraer, bruge teleprompter, have kontrolleret professionelt lys eller integrere PowerPoint og andre præsentationer i dine videoer.
Her kan fordelen være, at teknikken allerede er på plads.
Når en virksomhed kommer ind for at optage onlinekursus hos os, skal den ikke først bruge tid på at finde ud af, hvor kameraet skal stå, hvilken mikrofon der skal bruges, eller hvordan lyset skal placeres.
Det er allerede en del af setup'et.
Dermed kan tiden i højere grad bruges på selve kurset.
Flere kameraer kan gøre en stor forskel
Et af de steder, hvor et professionelt setup adskiller sig fra mange hjemmeproduktioner, er muligheden for at optage flere kameravinkler samtidig.
Det kan selvfølgelig gøre et videokursus mere visuelt varieret, men der er også en praktisk fordel.
Hvis oplægsholderen laver en fejl, kan man i redigeringen klippe noget ud og skifte til en anden kameravinkel omkring klippet.
På den måde behøver en lille fejl ikke betyde, at hele videoen skal optages igen.
Du kan sagtens bygge et setup med flere kameraer hjemme, men jo flere kilder du tilføjer, desto mere teknik skal du også selv holde styr på.
Teleprompter kan gøre lange optagedage lettere
Hvis dit onlinekursus er skrevet ud som manuskript, kan en teleprompter være en stor hjælp.
Teksten vises foran kameraets objektiv, så du kan læse manuskriptet og samtidig kigge direkte ind i kameraet.
Det kan være særligt praktisk, hvis der skal optages mange videoer på samme dag.
Du behøver selvfølgelig ikke en teleprompter, hvis du er komfortabel med at tale frit. Men hvis dit kursus indeholder præcise formuleringer eller meget information, kan den gøre produktionen lettere.
Det er en af de funktioner, vi ofte bruger ved onlinekursus optagelse i vores studie.
Et studie giver kontrol over lys og lyd
En udfordring ved at optage hjemme eller på kontoret er, at omgivelserne ikke altid er bygget til video.
Dagslyset ændrer sig. En kollega begynder at tale i lokalet ved siden af. En bil kører forbi. Et rum med mange hårde overflader kan give meget rumklang.
Det betyder ikke, at det er umuligt at optage der. Men man har mindre kontrol.
I et studie kan lys og lyd holdes mere ensartet gennem hele optagedagen.
Det bliver især relevant, hvis du skal optage mange kursusvideoer, som bagefter skal ligne én samlet produktion.
Et studie kan også spare dig for at købe udstyret selv
Når man sammenligner prisen på at optage hjemme med prisen på et studie, er det værd at kigge på hele regnestykket.
Hvis du allerede ejer kamera, mikrofon, lys og computer, er hjemmeoptagelse selvfølgelig billig.
Hvis du derimod først skal købe kamera, objektiv, mikrofon, lys, softbox, teleprompter og stativer for at lave én kursusproduktion, kan regnestykket se anderledes ud.
Det betyder ikke nødvendigvis, at studie er billigere. Men hvis udstyret kun skal bruges til én eller to produktioner, kan det være værd at overveje, om du faktisk har brug for at eje det hele.
Hjemme eller studie afhænger også af, hvor ofte du skal optage
Hvis du vil producere videoer hver eneste uge, kan et permanent setup på kontoret være en rigtig god investering.
Du får friheden til at optage, når det passer dig, og du bliver sandsynligvis også bedre og hurtigere til at bruge udstyret med tiden.
Hvis du derimod skal producere et samlet onlinekursus én eller to gange om året, kan det give mere mening at samle optagelserne på nogle få produktionsdage.
Så kan du komme ind i et færdigt setup, optage en stor mængde materiale og derefter gå videre til redigeringen.
Det er to forskellige behov, og derfor findes der heller ikke én løsning, der passer til alle.
Hvad ville vi vælge?
Hvis budgettet er begrænset, og du gerne vil teste idéen om et onlinekursus, ville vi ikke vente på det perfekte studie.
Brug det, du har.
Find et roligt rum, få mikrofonen tæt på dig, sæt kameraet stabilt og find noget ordentligt lys. Det vigtigste er at komme i gang og finde ud af, om formatet fungerer for dig og din målgruppe.
Hvis du allerede ved, at du skal producere et større onlinekursus, som skal bruges professionelt af kunder eller medarbejdere i lang tid, kan et studie være værd at overveje.
Her hos CPH Content Creators har vi bygget vores studie på Islands Brygge i København, så virksomheder kan komme ind med deres kursusindhold og optage i et setup med kameraer, professionelt lys, lyd og teleprompter.
Men uanset om du vælger at optage dit onlinekursus hjemme eller i et studie, er grundprincippet det samme: Gør produktionen så enkel og plug and play som muligt, så teknikken ikke ender med at stå i vejen for den viden, du gerne vil formidle.